Er du ny på arbejdsmarkedet og usikker på, hvor meget du betaler i skat? Bare rolig, du er ikke alene. Skat er for mange lidt kompliceret at forstå, og der er et hav af regler at holde styr på. Derfor har vi her på siden lavet en guide til dig, der gerne vil have styr på de vigtigste regler omkring skat. Læs med og bliv klogere på, hvad A-skat er, hvor meget man betaler i skat, og hvad der sker, hvis du har betalt for lidt i skat.
I Danmark har du pligt til at betale skat af din løn. Hele vores velfærdssamfund er bygget op omkring, at vi betaler skat. Fordi vi betaler skat, har alle i Danmark mulighed for at gå i skole og få en uddannelse, låne bøger på biblioteket og modtage lægehjælp uden betaling. Men selvom alle skal betale skat og bidrage til samfundet, så er der forskel på, hvor meget vi betaler i skat.
Skattetyper og skattekort
Inden vi kaster os over, hvor meget man betaler i skat, skal vi først have klarlagt de forskellige skattetyper. Man taler nemlig både om A-skat og B-skat i skattesystemet. A-skat er den skat, du skal betale af din primære indkomst, som omfatter din lønindkomst, SU, dagpenge, pension mm. A-skat bliver trukket automatisk, når du får udbetalt din løn.
B-skat betaler du af din B-indkomst. B-indkomst er en indkomst, som der ikke bliver trukket skat fra automatisk. Hvis du for eksempel arbejder som freelancer eller har fået et honorar for at holde et oplæg, så skal du selv indberette din indkomst til SKAT.
Udover forskellige skattetyper (A-skat og B-skat) findes der også forskellige skattekort. I nedenstående tabel kan du se en oversigt over de forskellige skattekort, og hvornår de skal bruges.
|
|
|
|
|
|
Dit skattekort er digitalt og er en del af din forskudsopgørelse. Du finder dit skattekort i TastSelv på Skat.dk. Er du nysgerrig på, hvad en forskudsopgørelse helt præcist er, så læs med her.
Trækprocenten afgør, hvor meget man betaler i skat
Hvor meget du skal betale i skat, afhænger af din trækprocent, som er bestemt af din årsindkomst. I Danmark er skattesystemet nemlig indrettet sådan, at jo højere en indkomst, du har, jo mere skal du betale i skat. De bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder, som man siger.
Men hvad er trækprocenten for en størrelse og hvordan udregnes den? Din trækprocent er den procentandel af din indkomst, som bliver trukket fra i skat. Din trækprocent beregnes ud fra summen af de forskellige skatter, som vi i Danmark skal betale. Det drejer sig om statsskat, kommuneskat og kirkeskat, hvis du altså er medlem af folkekirken. Statsskatten er bestemt af din årsindkomst og afgør, om du betaler bundskat eller topskat.
Hvor meget du betaler i skat, er derfor afhængigt af, hvor meget du tjener på et år; om du betaler bundskat eller topskat, og om du er medlem af folkekirken. I Danmark ligger trækprocenten mellem 37% og 53%. Du kan altid se din trækprocent på dit skattekort.
Derudover er der et Arbejdsmarkedsbidrag (AM-skat) på 8 %, som alle skal betale, uanset hvor meget man tjener. Arbejdsmarkedsbidraget bliver trukket fra din løn, inden man beregner den øvrige skat. Ser man bort fra Arbejdsmarkedsbidraget, er det dog ikke hele din indkomst, som du skal betale skat af. Du har nemlig et individuelt fradrag, som er skattefrit. Fradraget har derfor også indflydelse på, hvor meget du får udbetalt af din løn efter skat.
Fradrag er dit skattefrie beløb
Fradrag er et beløb, som du kan trække fra din indkomst, og som du ikke skal betale skat af. Fradraget er som nævnt nemlig skattefrit. Alle har et personligt fradrag, som de ikke skal betale skat af. Det personlige fradrag i 2021 er:
- Hvis du er fyldt 18 år: 46.700 kr.
- Hvis du er under 18 år: 36.900 kr.
Hvis du er 18 år og tjener under 46.700 kr. om året, skal du altså ikke betale skat. Du vil derfor have et frikort. Men hvis du tjener for eksempel 100.000 kr. om året, så skal du trække dit personlige fradrag på 46.700 kr. fra de 100.000 kr. og betale skat af de resterende 53.300 kr.
Udover det personlige fradrag er der en række andre fradrag, som du kan være berettiget til, men som du selv skal skrive på din årsopgørelse. Det drejer sig om følgende:
- Kørselsfradrag, hvis du fx har kørsel til og fra dit arbejde
- Håndværkerfradrag
- Lejeindtægter, hvis du udlejer en bolig eller et værelse
- Aktier
- Børne- og ægtefællebidrag, hvis du er skilt
- Kost, logi og dobbelt husførelse, hvis du har et midlertidigt arbejde, der ligger langt fra dit hjem
- Fradrag for arbejdstøj, faglitteratur, kurser m.m.
Årsopgørelsen finder du i TastSelv på Skat.dk, hvor du kan gå ind og tilføje fradrag. Det er vigtigt, at du sørger for at få registreret alle de fradrag, som du er berettiget til. Det vil samlet set give dig et større fradrag, som du ikke skal betale skat af. Har du brug for at vide mere om, hvad en årsopgørelse er, så klik her.
Hvor meget får man udbetalt efter skat?
Hvor meget du får udbetalt i løn efter skat, afhænger af din løn, dit fradrag og din trækprocent. Derfor er det svært at sige præcis, hvad du vil få udbetalt efter skat. Men her kommer et fiktivt eksempel, som viser, hvordan du selv kan regne ud, hvad du får udbetalt:
- Løn før skat: 37.000 kr. om måneden
- Samlet fradrag: 7.500 kr. om måneden
- Trækprocent 38%
- Arbejdsmarkedsbidrag 8%
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
I dette eksempel har vores fiktive person en løn på 37.000 kr. om måneden før skat og ender med at få udbetalt 23.954,8 kr. i løn. Når du har styr på, hvad din trækprocent er, kan du selv prøve at lave regnestykket.
Hvis du har betalt for meget eller for lidt i skat
Marts er en spændende og for nogle lidt nervepirrende måned i skatteåret. Hvert år i marts er din årsopgørelse nemlig klar og viser, om du har betalt det i skat, som du skal. Hvis du har betalt for meget i skat, vil du få overskydende skat udbetalt. Har du derimod betalt for lidt i skat i årets løb, skal du betale restskat.
Din overskydende skat bliver automatisk udbetalt til din Nemkonto i midten af april. Hvis du skal betale restskat, er du selv ansvarlig for at få pengene betalt. Fristen for at betale restskat er 1. juli. Det er vigtigt at overholde denne frist, da du ellers har udsigt til en træls rente på din restskat. Du kan læse mere om renter på din restskat på skat.dk
Vil du gerne undgå at stå i en situation, hvor du skal betale restskat? I så fald er det vigtigt, at du har styr på, hvor meget din forventede årsindkomst er og får det skrevet ind i din forskudsopgørelse. Når du angiver din årsindkomst så præcis som muligt, så er der større sandsynlighed for, at du betaler den rette skat i løbet af året. På den måde undgår du bedst et skattesmæk.
FAQ
Hvornår får man penge tilbage i skat?
- Hvis du har betalt for meget i skat i løbet af et år, vil du få penge tilbage i skat. Dette kaldes overskydende skat. Din overskydende skat bliver automatisk indbetalt til din NemKonto i midten af april.
Hvad får man udbetalt efter skat?
- Hvor meget du får udbetalt i løn efter skat, er individuelt. Det afhænger både af din løn, dit fradrag og din trækprocent.
Hvornår skal man betale skat?
- Du skal betale skat, når din samlede indkomst på et år er højere end beløbet på dit frikort. Uanset hvor meget du tjener på et år, skal du dog altid betale 8 % i Arbejdsmarkedsbidrag af hele din løn.
Hvad er b skat?
- B-skat betaler du af din B-indkomst. B-indkomst er den indkomst, du har, hvor der ikke automatisk bliver trukket skat. Det kan for eksempel være, at du har fået et honorar for at holde et oplæg. I det tilfælde skal du selv sørge for at indberette din indkomst til SKAT.
Hvor meget betaler man i skat i Danmark?
- Hvor meget man betaler i skat, afhænger af ens årsindkomst og trækprocent. I Danmark betaler man dog generelt mellem 37 % og 53 % i skat + 8 % i Arbejdsmarkedsbidrag.