Ønsker du at købe et sommerhus, er det nu du skal slå til. Renten på et fastforrentet lån er faldet kraftigt de sidste år, så du i dag kan købe et sommerhus og få langt mere for pengene end tidligere. Men hvad skal du være opmærksom på i forbindelse med køb af sommerhus? Vi har samlet en række gode råd og tips som du bør følge, når du skal ud at investere i et sommerhus.
Finansiering af sommerhus
Køb af et sommerhus finansieres med en blanding af realkreditlån og banklån, ligesom man kender det med køb af et helårshus. Fra 1. maj 2017 begyndte man at kunne låne 75 procent af sommerhusets værdi i et realkreditinstitut, hvor man hidtil kun har kunne låne 60 procent af sommerhusets værdi i et realkreditinstitut. Det er altså blevet billigere at købe et sommerhus, såfremt du ikke har en stor opsparing. Har man friværdi i sin helårsbolig, kan friværdien bruges til delvis finansiering af sommerhuset, så man får udnyttet det lave renteniveau, og undgår at skulle optage banklån.
Sådan spotter du et godt køb
Som med alle andre typer bolighandler er beliggenhed den vigtigste og mest afgørende faktor for, om sommerhuset er et godt køb eller ej. Grunde nær kysten og grunde med udsigt vil altid være de mest attraktive grunde, og er en god start for en god handel.
Herefter bør man se på selve sommerhusets stand og det materiale, som sommerhuset er bygget i. Mange drømmer om et lille hyggeligt træhus, men er ikke klar over, hvor meget arbejde det kræver at vedligeholde et træhus. Træværket skal males hvert femte år, så man sikrer sig bedst mod vind og vejr. Ønsker man mindre vedligeholdelsesarbejde, kan man med fordel købe et hus opført i mursten eller gasbeton, da det kræver langt mindre arbejde.
En tredje ting man bør kigge efter, er varmekilden og hvordan huset varmes op. Dette er særlig vigtigt, hvis man ønsker at bruge sommerhuset i de lange mørke og kolde vintermåneder. Elvarme er dyrt og vil kræve store udgifter i længden, mens en varmepumpe er billigere at opvarme huset med men dyr i anskaffelse. En brændeovn er hyggelig og varmer fint det rum op, som den står i, men de resterende rum er sværere at opvarme med en brændeovn. Desuden skal man medregne udgifter til brænde, som godt kan blive en bekostelig affære gennem de mange vintermåneder.
Husk også altid at tjekke husets ydre stand, hvor man bør holde øje med taget, ydervæggene og fundamentet. Tjek taget for eventuelle revner og løse plader eller om taget er begyndt at smuldre. Skal der foretages store reparationer af taget kan det tage lang tid og løbe op i mange tusinde kroner. Tjek også ydervæggene for eventuelle revner eller skader. Er huset bygget i træ, bør du tjekke for svamp og råddent træ. Hertil kan du prøve at stikke en skruetrækker gennem træet nede ved jorden. Går den igennem træet er væggene dumpet, og der kan ligge et større renoveringsarbejde bag. Det samme gælder for husets fundament. Er huset bygget på pæle, kan man risikere at der går råd i pælene, hvilket igen er dyrt at udbedre. Gå derfor altid efter et hus bygget på et støbt fundament.