Tænker du også, at det er en god ide med et budget? Men måske har du ikke helt styr på, hvordan det hænger sammen? Så læs endelig videre - så vil vi hjælpe dig lidt på vej.
Et budget er en god ting og en øvelse i at holde styr på økonomien. Det er en liste over dine forventede indtægter og udgifter. Altså, hvor meget regner du med at få ind af penge og, hvor meget regner du med at bruge. Et budget kan have en lang tidshorisont, men den kan også være kort. Budgetter kan bruges til at planlægge ferier, daglig økonomi eller måske et huskøb.
Det er især en god ide at lave et månedligt budget, hvis man for eksempel skal låne penge. På denne måde har man et bedre overblik over, hvor mange penge, man har til rådighed hver måned.
Budgetter kan se ud på mange forskellige måder, men typiske poster i et budget er:
Indtægter
- Løn
- Feriepenge
- Dagpenge
- Boligstøtte
- m.m
Udgifter
- Husleje
- Transport
- Mad
- Regninger
- Gaver
Et lille budget eksempel
Du har lige fundet bilen, som er den helt rette for dig, men er i tvivl om der er råd. Derfor laver du et månedligt budget, så du har styr på, hvad du bruger hver måned og derved også på et helt år.
Den kommende måned modtager du din løn og boligstøtte i form af indtægter, men hver måned har du også en masse udgifter der skal betales. Dine udgifter er blandt andet fitness, mad, telefon og husleje. Du bruger derfor lidt tid på at få overblik over alle posterne, samt finde ud af om dine udgifter overstiger dine indtægter. Nu er spørgsmålet, om der er luft nok i økonomien? Heldigvis får du flere penge ind end der går ud, og et lån ser derfor fornuftigt ud.
Budget i det offentlige
De offentlige myndigheder og diverse organisationer gør også brug af budgetter, men her er der tale om, hvor mange penge, der må bruges på et givent område. Det vil sige de maksimale udgifter eller omkostninger. Eksempler på disse budgetter kan være driftsbudgetter, likviditetsbudgetter og finansloven (budget for den danske stat)